Romagnas tabte håndværk
Erhverv der skabte Romagna og næsten forsvandt på få årtier. For hvert fortæller vi, hvordan det var, hvor man stadig ser spor, og hvor oplysningerne kommer fra.
01Sumpene omkring Ravenna
Scariolanti, sumparbejderne
Trillebør, skovl og fødder i mudderet. Scariolanti var daglejearbejdere, der med ren muskelkraft gravede kanaler, rejste diger og drænte sumpene i Romagnas lavland. De blev lejet dag for dag, kaldt uge for uge, med malaria altid tæt på.
I 1883 blev Associazione Generale degli Operai Braccianti grundlagt i Ravenna, et af Italiens første arbejderkooperativer. Den 24. november 1884 tog nogle hundrede af dem toget fra Ravennas station, ledet af Nullo Baldini og Armando Armuzzi, for at dræne sumpene ved Ostia ved Roms porte.
Ostia husker dem stadig med Parco XXV Novembre 1884 og en ceremoni hvert år. En folkesang har også overlevet, "Gli scariolanti", født i Romagnas dræningsarbejder.
Kilder: L'Espresso, «L'epopea dei romagnoli, i braccianti socialisti che bonificarono Ostia antica», 24 ottobre 2022 · Turismo Roma, «Parco XXV Novembre 1884» · Il Deposito, «Gli scariolanti»
02Pinjeskoven ved Ravenna
Pinaroli, pinjehøsterne
I århundreder tilhørte Ravennas pinjeskove klostrene: i 1500- og 1600-tallet måtte folk kun græsse deres dyr og samle brænde der, mens koglerne og pinjenødderne tilhørte munkene. I 1588 kaldte pave Sixtus V skoven "hele Italiens pryd" og forbød fældning. I 1774 skrev historikeren Francesco Ginanni, at den gav omkring 60 tons pinjenødder om året, solgt som "pinocchi di Ravenna".
De blev høstet af pinaroli, hold af unge mænd og sommetider piger, på arbejde fra efterår til forår. Nogle klatrede til tops i pinjerne med lange stænger med en jernkrog: de bøjede grenene, slog koglerne ned og svingede fra træ til træ. De andre samlede dem op fra jorden og bar dem i sække og vogne til Case delle Aie, hvor de blev stablet, indtil de åbnede sig og frigav nødderne. Pinaroli sov også der.
Det var hårdt og farligt arbejde, og det varede til begyndelsen af 1900-tallet. Ravenna har opkaldt en rundkørsel efter pinaroli, men få ved, hvem de var.
Kilder: Il Romagnolo, Silvia Togni, «I pinaroli del ravennate», 25 novembre 2022 · Comune di Ravenna, «Pineta di Classe»
03Lavlandets landsbyer
Hamparbejderne
Indtil 1950'erne var hamp hjertet i Emilia-Romagnas landbrugsøkonomi: det gav arbejde til hele familier og formede landskabet. For hamp var Italien nummer to i verden, kun efter Rusland.
Det blev sået i februar og marts og høstet om sommeren. Så gik bundterne i macero, vanddammen som næsten hver gård havde ved huset: de blev holdt under vand med store flodsten, indtil fibrene løsnede sig fra træet. Det var årets hårdeste og mest ildelugtende arbejde. Fibrene blev til reb, sække og linned til brudeudstyret.
Med syntetiske fibre forsvandt hampen på få år. Tilbage er maceri, nu damme fulde af frøer og hejrer, og væve på lofterne i bondegårdene.
Kilder: Geotema n. 35-36, AGeI, Pistocchi, la canapa in Emilia-Romagna · Regione Emilia-Romagna, patrimonio culturale, attrezzi della canapa
04Lugo
Vaskekonerne
Før vaskemaskinen blev velhavende familiers tøjvask gjort af vaskekoner. I Lugo begyndte det i gårdene ved husene i centrum: vand blev varmet i en kedel på "furnasela", den lille ovn, og der blev tilsat lud, vand filtreret gennem aske, der løsnede snavset.
Så rejste linnedet på vogne og trillebører til Canale dei Mulini, gravet fra 1389. Der står Ponte delle Lavandaie, "pont da bugadéri", fra 1600-tallet: fra dets trin, der går ned til vandet, skylledes tøjet, og kvinderne spredte det til tørre på bredderne. Sådan vaskede man indtil 1950'erne; i 1960'erne kom vaskemaskiner, og håndværket sluttede.
I 2025 indsamlede de frivillige oplæsere fra Lugos bibliotek stemmerne fra de sidste tre vaskekoner, alle i halvfemserne, Giancarla Salvadori, Laura Ricci in Fontanieri og Giuseppina Tugnoli, i hæftet "Il Ponte delle lavandaie di Lugo, ossia il mestiere del bucato".
Kilder: Romagna Notizie, le testimonianze delle ultime lavandaie di Lugo, 13 gennaio 2025 · FAI, I Luoghi del Cuore, «Ponte delle Lavandaie, Canale dei Mulini»
05Brisighella og Sillaro
Kuskemændene
Før lastbiler rejste næsten alt på biroccio: to træhjul op til 1,70 meter høje, to stænger og en hest, der trak mellem 900 og 1.300 kilo. Barrocciai, eller birocciai, tog af sted ved daggry og kom hjem sent om aftenen. De havde normalt to heste, hver med sit eget navn, og passede dem med stor omhu.
Langs Sillaro mellem Imola og Castel San Pietro kørte de grus og sand fra floden, mursten og kalk fra ovnene, druer og most til værtshusene i Bologna, sukkerroer, hamp, brænde og flytninger. I Brisighella slæbte de gips fra stenbruddene nær byen, og deres æsler fandt ly i Via degli Asini, den overdækkede, hævede gade i centrum.
Efter krigen krævede genopbygningen større og hurtigere køretøjer: de unge kuskemænd tog lastbilkørekort og blev vognmænd. I 1975 var der meget få tilbage. Den sidste ved Sillaro, Marino Gnugnoli, kørte sin biroccio indtil begyndelsen af 1980'erne, over firs år gammel.
Kilder: Terra Storia Memoria, «I birocciai», Castel San Pietro Terme · Italia.it, «Brisighella»
06Perticara, Valmarecchia
Svovlminearbejderne
Under husene i Perticara ligger en skjult by: over hundrede kilometer tunneler på ni niveauer. Det var svovlminen, en af Europas største. I 1938 arbejdede over 1.600 mennesker der, og næsten 50.000 tons råsvovl kom ud hvert år.
Hver dag gik minearbejderne ned i varmen og støvet med lamper i hånden. Udenlandsk svovl var billigere, og årerne løb tør: minen lukkede i 1964, tunnelerne blev forseglet, og mange familier måtte rejse.
Siden 2002 har det gamle mineområde været Sulphur-museet: kraftværket, lamperummet hvor minearbejderne hentede deres lamper, værkstederne og en rekonstrueret tunnel. Over landsbyen står Vittoria-skakten stadig.
Sulphur, Museo Storico Minerario di Perticara Romagnas forsvundne håndværk: svovlminere, trykkere, søfolk og saltarbejdere Oplev Novafeltria
07Santarcangelo og Gambettola
Tekstiltrykkerne
Duge, gardiner, oksernes tæpper: i bondegårde blev stof dekoreret med håndskårne pæretræsblokke, dyppet i en rustfarvet farve og slået på stoffet med en kølle. Drueklaser, haner, granatæbler, caveja. Et 1600-tals håndværk, der i dag overlever i meget få værksteder.
I Santarcangelo har Stamperia Marchi sin mangano, en kæmpe trækonstruktion med et stort hjul, der presser, strækker og glatter stoffet før tryk: ifølge dokumenterne begyndte den at arbejde den 17. marts 1633 og drejer stadig. I dag drives værkstedet af søskendeparret Gabriele og Lara Marchi.
I Gambettola er der to trykkerier. Pascucci har trykket siden 1826, syv generationer i samme værksted. Bertozzi blev grundlagt i 1920: Luigi Bertozzi var tømrer, der skar sine egne blokke; i 1930'erne tog han Romagna-tryk til Triennalen i Milano. I dag driver hans barnebarn Gianluigi det.
Stamperia Artigiana Marchi Romagnas forsvundne håndværk: svovlminere, trykkere, søfolk og saltarbejdere Oplev Santarcangelo di Romagna
Kilder: La Piazza Rimini, «Il mangano dell'antica stamperia Marchi compie 390 anni», 2023 · Artribune, «Artigianato resistente», i 200 anni della Stamperia Pascucci · Fondazione Cologni dei Mestieri d'Arte, intervista a Gianluigi Bertozzi
08Cesenatico
Sejlerne med trekantsejl
Fra 1700-tallet og midten af 1900-tallet sejlede Adriaterhavets fiskerbåde og små fragtbåde med vela al terzo, et trapezformet luggersejl hejst på tværs af masten. Sejlene var farvet røde, gule og orange og bar familiens emblem: fra kysten kunne man straks se, hvem der var på vej hjem.
Med motoren forsvandt sejlene. De blev reddet af Museo della Marineria i Cesenatico, som holder de historiske både flydende i den ældste del af kanalhavnen, den som Leonardo da Vinci tegnede i 1502, og hejser deres sejl om sommeren.
I 2023 anerkendte kulturministeriet luggersejlads langs Romagnas kyst som kulturarv, sammen med tre af museets både (trabaccolo'en Barchèt, bragozzo'en San Nicolò og battana'en Vanessa) og de øjne malet på stævnen, som beskyttede fiskerne.
Museo della Marineria Romagnas forsvundne håndværk: svovlminere, trykkere, søfolk og saltarbejdere Havets og saltets håndværk: Cesenatico og Cervia Oplev Cesenatico
Kilder: Ministero della Cultura, la vela al terzo patrimonio culturale, 2023 · Visit Cesenatico, i musei: il Museo della Marineria
09Cervia
Saltarbejderne
Cervia blev født af salt. Før 1959 var saltværket opdelt i omkring hundrede og halvtreds små saltpander, hver drevet af en familie: om sommeren blev saltet samlet i hånden med træredskaber og bragt til de store lagre ved kanalhavnen.
Så blev saltværket til ét stort anlæg, og saltarbejderne forsvandt. Kun én pande er tilbage som dengang, Salina Camillone. Siden 1989 passes den af frivillige fra foreningen Civiltà Salinara, grundlagt af tidligere saltarbejdere, som høster saltet med metoden kaldet "alla cervese", fordi den i Italien kun blev brugt her.
Resultatet er "sale dolce", sødt salt, et fuldkornssalt med lavt indhold af bitre salte, i dag et Slow Food Presidium.
MUSA Museo del Sale Romagnas forsvundne håndværk: svovlminere, trykkere, søfolk og saltarbejdere Havets og saltets håndværk: Cesenatico og Cervia Oplev Cervia
Kilder: Comune di Cervia, «Salina Camillone» · Fondazione Slow Food, Presidio del sale marino artigianale di Cervia
10Hele Romagna
Caveja-smedene
Caveja'en var den jernbolt, der holdt oksernes åg fastgjort til vognens stang: på vej ned ad bakke forhindrede den vognen i at glide ind på dyrene. Øverst smedede smedene et lille mesterværk på ambolten, "pagella'en", med haner, duer, kors, solen og månen, og hang ringe på den, som klingede ved hvert skridt.
Den lyd havde kræfter: med caveja'en og visse ord drev folk storme væk og beskyttede høsten. I den stille uge blev ringene bundet, som man gjorde med kirkeklokkerne.
Okserne og vognene er væk, caveja'en er blevet: den er blevet en lykkecharm og Romagnas symbol.
Kilder: Wikipedia, «Caveja» · Regione Emilia-Romagna, patrimonio culturale, scheda di una caveja
Se dem selv
Fire af disse håndværk kan opleves på én dag: minen i Perticara, trykkeriet i Santarcangelo, sejlene i Cesenatico og saltet i Cervia. Programmet viser tiderne fra dit opholdssted.
-
-
Oplysninger kontrolleret 24 oktober 2026 mod kilderne anført under hvert håndværk: aviser, museer, kommuner, regionen, kulturministeriet. Den fulde historie på italiensk findes også på Passione Turismo. Kuriositeter og legender · Håndværk · Historie
Vil du se disse steder i virkeligheden?
Fra Perticara til Cervia, fra Brisighella til pinjeskoven ved Classe: en privat transport tager dig til håndværkenes steder og tilbage til hotellet.
Mangler der noget, eller vil du tilføje nogle oplysninger? Fortæl os det.
Har du fundet en fejl eller noget, der ikke stemmer? Giv os besked.